Drengene fra Peipus Sø. Hvordan Den Teutonske Orden opnåede og mistede sin magt

Denne artikel handler om vores fjerne forfædre og brødre. Historien om en af de mest magtfulde ridderordener begyndte med et felthospital oprettet af købmænd.

Navnet «Den Teutonske Orden» får russere til at tænke på begivenhederne i 1242, da de tyske riddere, efter at have mødt prins Alexander Nevskys tropper og lidt nederlag, sank til bunds i Peipus Sø under vægten af deres egne rustninger.

Alexander Nevsky. Et spor i historien. Hvordan blev Alexander Nevsky berømt? Faktisk er Slaget på Isen kun et lille fragment af den omfattende historie om ridderordenen, der i tre århundreder eksisterede som en fuldgyldig europæisk stat.

Hospitalet ved Akra’s mure

Den Teutonske Ordens historie begyndte i 1189, da den tyske kejser Friedrich Barbarossa deltog med sin hær i det Tredje Korstog.

I slutningen af august 1189 belejrede den tyske kejserhærs Akra, den ældste by, der blev grundlagt omkring midten af det 2. årtusinde f.Kr.

Under belejringen organiserede købmænd fra Lübeck og Bremen et felthospital for de sårede korsriddere. Jerusalems konge Guy de Lusignan underskrev et charter, der gav hospitalet ret til at oprette et herberg i Akra, efter at byen var blevet erobret.

Paven Clemens III erklærede den 6. februar 1191 hospitalet som «Den Teutonske Broderskab af St. Marys Kirke i Jerusalem» ved en pavelig bulla.

Den 13. juli 1191 blev Akra erobret efter næsten to års belejring, og hospitalet flyttede til byen og eksisterede nu som et hospital-kloster.

«Hjælpe — Beskytte — Helbrede»

Den 5. marts 1196 fandt en ceremoni sted i Akra’s kirke, hvor hospitalet blev omdannet til en åndelig orden. Sidst på samme år udstedte paven Celestinus en bulla, der anerkendte eksistensen af en monastisk orden kaldet «Den Hellige Maria af det Tyske Jerusalem».

Omdannelsen af hospitalet til en militær-åndelig orden blev endeligt afsluttet i 1199, da paven Innocens III bekræftede denne status med en bulla.

Ordenens opgaver blev erklæret som følger:

• Beskyttelse af tyske riddere;
• Behandling af de sårede og syge korsriddere;
• Kamp mod de katolske kirkes fjender. Ordenens motto: «Hjælpe — Beskytte — Helbrede».

Fra dette punkt af begyndte ordenen hurtigt at oprette en regulær hær, og de militære funktioner blev centrale i dens aktiviteter.

Medlemskab i ordenen, som var et militært-religiøst fællesskab, blev ekstremt prestigefyldt blandt de europæiske feudale. Selvom ordenens hovedsæde (storfyrstens bolig) lå i Akra, voksede dens ejendom hurtigt også i Europa – gennem gaver fra monarker samt ejendomme, som feudale medlemmer gav til ordenen.

Den Teutonske Orden, hvis medlemmer skulle være tyske riddere, hvilket dog ikke altid blev overholdt, voksede hurtigt i magt og blev sammenlignet med de allerede etablerede ordener som Tempelridderne og Hospitalridderne.

Ordensvedtægterne opdelt medlemmerne i to klasser: riddere og præster, som skulle aflægge tre monastiske løfter — fattigdom, cølibat og lydighed, og også love at hjælpe de syge og bekæmpe de vantro.

I modsætning til riddere, der først skulle bevise deres adelskab, blev præster fritaget for denne forpligtelse. Deres funktion var at afholde religiøse gudstjenester, give nadver til riddere og de syge på hospitalerne og deltage i krige som læger.

Riddere levede sammen, sov i sovesale på enkle senge, spiste sammen i spisestuen og havde en begrænset mængde penge. De arbejdede dagligt med træning til kamp, holdt øje med deres udstyr og arbejdede med heste.

Ordenens leder, som alle andre ledere, blev valgt, og hans magt var begrænset af ordenens riddere.

Erobringen af Preussen

Den fjerde storfyrste af Den Teutonske Orden, Herman von Salza, var en mand med en bemærkelsesværdig analytisk sind. Flere årtier før sammenbruddet af korsfarerstaten på Mellemøsten indså han, at fremtiden for Den Teutonske Orden ikke lå i disse områder, og han begyndte at arbejde på at flytte dens aktiviteter til Europa.

Flere forsøg på at etablere sig i Europa mislykkedes, men den stædige storfyrste var vedholdende og fuldførte sit mål.

I 1217 erklærede Pave Honorius III et korstog mod de prussiske hedninger, som havde erobret områder fra den polske fyrste Konrad I Mazowiecki.

Den Teutonske Orden, som indledte krigen mod de prussiske hedninger i 1232, anvendte en taktik, hvor de besejrede de modstående prussiske stammeforbund én ad gangen og brugte de besejrede som allierede i de efterfølgende krige.

På de erobrede jorder grundlagde ordenen sine slotte og fastholdt deres territorier «for evigt». I 1255 blev slottet Königsberg grundlagt på prussenes jord.

De prussiske adelsmænd, som nu var under ordenens kontrol og blev deres allierede, tog langsomt imod kristendommen. Samtidig skete en gradvis tysknedlæggelse af de prussiske stammer — det tyske sprog, som var nødvendigt for at gøre karriere i Den Teutonske Ordens stat, erstattede de prussiske dialekter.

På baggrund af en dekret fra kejseren af det Hellige Romerske Imperium og en bulla fra Paven blev Preussen et besiddelse af Den Teutonske Orden. Således blev den militær-åndelige orden, der indlemmede og absorberede mindre lignende enheder, til en fuldgyldig stat.

Fremrykning mod Øst

I begyndelsen af 1230’erne og 1240’erne forsøgte Den Teutonske Orden at udvide sine grænser mod øst ved at erobre de svækkede russiske områder, som lige havde lidt under Batu Khans invasion. Ridderne fra ordenen havde til hensigt at bringe den lokale befolkning, som praktiserede ortodoks kristendom, under Romersk kirkes åndelige magt.

Fra 1240 til 1242 førte riddere fra Den Teutonske Orden territorial ekspansion i Pskov og Novgorod, og de erobrede Izborsk og Pskov. Disse territoriale fremskridt kulminerede i Slaget på Peipus Sø den 5. april 1242, hvor resultatet er velkendt.

På trods af dette nederlag voksede ordenens indflydelse. Den Teutonske Orden førte en hård kamp for territorier med Det Store Fyrstendømme Litauen, som i det 13.-14. århundrede kontrollerede store dele af de russiske områder. I det 14. århundrede gennemførte ordenen mere end hundrede togter til Litauen, da de forsøgte at underlægge sig området.

Den Teutonske Ordens aktivitet i Europa skyldtes, at dens aktiviteter på Mellemøsten afsluttedes i maj 1291, da Akra blev erobret af den egyptiske sultanens hær.

Den fatale Grunwald

For Den Teutonske Orden, som havde ambitioner om at erobre de litauiske lande, var den polsk-litauiske union en alvorlig trussel.

I 1409 brød krigen ud mellem ordenen og den nye statsunion, som blev forårsaget af gamle forbitrelser. Polen og Litauen, ved at udnytte et oprør i Samogitia, som tidligere havde tilhørt Det Litauiske Fyrstendømme, forsøgte at generobre de områder, som var blevet erobret af riddere fra ordenen.

Højdepunktet på denne krig blev Slaget ved Grunwald, der fandt sted den 15. juli 1410. Dette slag, som blev et af de største og vigtigste i middelalderens europæiske historie, endte med en ødelæggende nederlag for Den Teutonske Ordens hær. En vigtig rolle i denne sejr blev spillet af tropper fra de russiske områder, som var en del af Det Store Fyrstendømme Litauen, og som viste mod og standhaftighed i kritiske øjeblikke.

Nederlaget for Den Teutonske Orden var katastrofalt: Af en hær på 25.000 blev 8.000 dræbt, og cirka 14.000 blev taget til fange. Blandt de dræbte var næsten hele ordenens militære ledelse samt riddereliten.

Selvom krigen generelt sluttede i 1411 på relativt blide vilkår for Den Teutonske Orden, var dens magt blevet alvorligt undermineret. Ødelæggelsen af dens uovervindelige hær reducerede næsten helt dens indflydelse.

Nedgang og opløsning af Den Teutonske Orden

Efter nederlaget ved Grunwald i 1410 var det tydeligt, at Den Teutonske Orden ikke længere kunne opretholde sin magt og dominans på de tidligere erobrede territorier. Det førte til en langvarig nedgang for ordenen, som begyndte at miste sine tidligere militære og økonomiske ressourcer.

I 1454 opstod en ny konflikt mellem den Teutonske Orden og det polske kongerige, som førte til oprettelsen af den polske «Preussenkrig». Polakkerne erobrede de fleste af ordenens besiddelser i Preussen, og i 1466 blev den Teutonske Orden tvunget til at underskrive freden i Thorn. Dette resulterede i, at Preussen blev et vasalområde under den polske krone.

Den Teutonske Orden blev langsomt reduceret til en lille enklave og mistede sin politiske magt. I 1525, under indflydelse af den protestantiske reformationsbevægelse, blev ordensherre i Preussen, Albert af Brandenburg-Ansbach, den første storhertug af Preussen og indførte luthersk protestantisme i det tidligere katolske område. Denne begivenhed markerede den endelige opløsning af Den Teutonske Orden som en politisk magt.

Arven fra Den Teutonske Orden

Selvom Den Teutonske Orden som en politisk enhed ophørte med at eksistere, efterlod den en betydelig kulturel og historisk arv. Ordenens arkitektur, herunder de imponerende slotsbygninger og byer, som stadig står i mange dele af det tidligere Preussen, er et vidnesbyrd om dens magt og indflydelse.

Desuden spillede ordenen en væsentlig rolle i spredningen af den katolske tro i Østeuropa og oprettelsen af hospitaler og sygehuse i de erobrede områder, som havde stor indflydelse på den europæiske sundhedspleje i middelalderen.

Selvom Den Teutonske Orden mistede sin magt, har dens historie og de krige, den deltog i, stadig stor betydning i den europæiske historiske bevidsthed. Ordenens indflydelse på de europæiske og baltiske lande kan stadig ses i dagens kulturer og samfund.